ANNONCE
Det kan virke som en lille ting at blive mødt af et velkendt ansigt om morgenen. En medarbejder, der ved, hvordan kaffen skal laves, husker navnet på hunden og kender de vaner, der betyder noget i hverdagen.
Men når man har brug for hjælp i sit eget hjem, kan netop de detaljer få stor betydning.
Hjemmepleje handler naturligvis om at få løst nødvendige opgaver. Der skal måske hjælpes med bad, påklædning, rengøring eller andre daglige gøremål. Alligevel er det ikke kun selve opgaverne, der afgør, hvordan hjælpen opleves.
Måden, hjælpen bliver givet på, betyder også noget.
For den enkelte borger kan det være forskellen på at føle sig som en aktiv deltager i sin egen hverdag og at opleve, at andre overtager styringen.
Derfor er kontinuitet, kommunikation og respekt for personlige ønsker vigtige emner, når man taler om god hjemmepleje.
Når hjælperen kender mennesket bag behovet
Et hjem er ikke bare en arbejdsplads for de medarbejdere, der kommer på besøg. Det er først og fremmest et privat sted, hvor et menneske har sine vaner, minder og grænser.
Det kan kræve tilvænning at få hjælp til opgaver, man tidligere har klaret selv.
Særligt personlig pleje kan opleves som en sårbar situation. Derfor betyder det noget, at hjælperen forklarer, hvad der skal ske, lytter til borgerens ønsker og respekterer behovet for privatliv.
Genkendelighed kan gøre samarbejdet lettere.
Når medarbejdere og borgere lærer hinanden at kende, bliver det ofte nemmere at kommunikere om små ændringer i hverdagen. Hjælperen kan få bedre kendskab til borgerens vaner, mens borgeren ved, hvem der kommer ind ad døren.
Det betyder ikke, at en borger altid kan forvente at møde præcis den samme medarbejder. Ferie, sygdom og ændringer i vagtplaner kan gøre det nødvendigt med afløsere.
Men det er relevant at spørge, hvordan leverandøren arbejder med kontinuitet, og hvordan nye medarbejdere bliver introduceret til borgerens behov.
Det samme gælder selvbestemmelse.
At have brug for hjælp til at komme i tøjet betyder ikke, at man har mistet retten til at vælge, hvad man vil have på. Og selvom man får hjælp til morgenrutinen, kan det stadig være vigtigt selv at bestemme rækkefølgen af dagens aktiviteter.
God omsorg bør derfor tage udgangspunkt i, hvad borgeren kan, ønsker og har brug for støtte til.
Frit valg kan også handle om den personlige relation
Når en borger får behov for hjemmepleje, er det kommunen, der vurderer behovet og træffer afgørelse om den relevante hjælp.
Herefter kan borgeren have mulighed for at vælge mellem forskellige leverandører efter de regler og ordninger, der gælder i kommunen.
Valget kan handle om mere end praktiske forhold.
For nogle er det vigtigt med faste kontaktpersoner. Andre lægger særligt vægt på kommunikationen med pårørende eller på, hvordan hjælpen tilrettelægges i hverdagen.
Derfor kan det være nyttigt at sætte sig ind i mulighederne, før man vælger.
På Borgerguiden.nu findes gratis information om privat hjemmepleje, visitation, rettigheder og frit valg. Guiden har indgange til alle landets 98 kommuner og kan bruges som et udgangspunkt for at undersøge de lokale muligheder.
Det er relevant at vide, at Borgerguiden er udviklet, finansieret og drevet af den private hjemmeplejeleverandør Hjem & Pleje. Oplysninger om konkrete rettigheder, bevillinger og leverandørvalg bør derfor også kontrolleres hos kommunen.
I Gribskov Kommune er Hjem & Pleje godkendt som privat leverandør under fritvalgsordningen.
Virksomheden beskriver på sin hjemmeside en arbejdsform med mindre borgerteams, hvor målet er, at borgeren møder færre forskellige medarbejdere. For borgere, der undersøger mulighederne for privat hjemmepleje i Gribskov, kan det være relevant at læse om virksomhedens tilgang til personlig pleje, praktisk hjælp og rehabilitering.
Det er dog vigtigt at skelne mellem en leverandørs ambitioner og den hjælp, borgeren konkret kan forvente. Spørg derfor, hvordan kontinuiteten fungerer i praksis, og hvilke aftaler der gælder.
En samtale med en mulig leverandør kan med fordel tage udgangspunkt i spørgsmål som:
- Hvordan lærer medarbejderne borgerens vaner og ønsker at kende?
- Hvordan bliver borgeren informeret, hvis der kommer en afløser?
- Hvem kan kontaktes, hvis samarbejdet ikke fungerer?
- Hvordan bliver ændringer i borgerens behov håndteret?
- Hvordan kan pårørende inddrages, hvis borgeren ønsker det?
Svarene kan være med til at gøre valget mere konkret og mindre afhængigt af generelle løfter.
Værdighed viser sig i hverdagens små situationer
Værdighed i hjemmeplejen er ikke kun et spørgsmål om store principper. Den viser sig ofte i ganske almindelige situationer.
Det kan være, når en medarbejder giver borgeren tid til selv at knappe skjorten i stedet for straks at overtage opgaven.
Eller når hjælperen spørger, før noget bliver flyttet i hjemmet.
Det kan også være, når en borger får mulighed for at fortælle, at en bestemt rutine ikke fungerer, uden at føle sig besværlig.
Den slags situationer kan være afgørende for, om hjælpen opleves som støtte eller som et tab af kontrol.
En rehabiliterende tilgang bygger netop på, at borgeren så vidt muligt støttes i at bevare eller genvinde færdigheder. Det kan betyde, at medarbejderen hjælper borgeren med selv at udføre dele af en opgave frem for at gøre det hele.
Hvordan indsatsen skal tilrettelægges, afhænger naturligvis af borgerens funktionsevne, helbred og den konkrete hjælp.
Pårørende kan også bidrage til et godt samarbejde.
De kender måske de små vaner, der ikke står i en plejeplan, og kan hjælpe med at formidle ønsker, hvis borgeren selv har svært ved det.
Men det er vigtigt, at den ældres egne ønsker fortsat er udgangspunktet, og at inddragelsen af familien sker med samtykke og respekt for privatlivet.
Samtidig bør man ikke forvente, at hjemmeplejen kan løse alle udfordringer med ensomhed eller manglende social kontakt. Hjælpen har bestemte opgaver og rammer, og besøgene kan ikke uden videre erstatte familie, venner eller lokale fællesskaber.
Hvis en borger savner mere samvær, kan det derfor være relevant at undersøge besøgsvenner, aktivitetscentre eller andre tilbud i lokalområdet.
Når hjemmepleje, pårørende og sociale fællesskaber supplerer hinanden, kan det skabe bedre sammenhæng i hverdagen.
Det vigtigste er ikke, at alle dage forløber ens, men at borgeren bliver mødt som et menneske med egne erfaringer, præferencer og ønsker.
For selv når man får brug for hjælp til det mest almindelige, har man stadig ret til at føle sig hjemme i sit eget liv.
