Psysisk velvære

Husker du dit psykiske velvære?

Velvære er mere end sund kost og motion. Det er mindst lige så vigtigt, at der er balance i din psykiske tilstand, hvis ikke vigtigere. Hvis du går op i din sundhed, så glem ikke velvære for din hjerne.

Det hele hænger sammen

Fysisk og psykisk velvære hænger unægteligt sammen, og en sund og varieret kost samt regelmæssig motion, vil som regel føre til bedre psykisk velvære. Det er bare ikke nogen garanti for, at man ikke stadig kan blive stresset eller deprimeret. Man kan også støde på udfordringer og kriser i sit liv, der gør, at man bliver psykisk presset, og det kan ikke løses med en salat eller en løbetur.

Omvendt har man typisk også mere overskud til at dyrke motion og spise fornuftigt, når man har psykisk overskud. I perioder med travlhed eller problemer er man slem til at springe måltider over eller ty til fastfood. Er man meget stresset, er det en typisk løsning, at tage et par glas vin eller øl for at falde ned efter fyraften.

Vend karrusellen

Er man først havnet i denne triste vane, kan det være utroligt svært at lave om på. Mennesker er vanedyr, og vi kan godt lide det velkendte, da det føles trygt. Desværre er især alkohol en selvforstærkende vane. Hvis man vænner sig til, at der skal alkohol til, for at man kan slappe af, vil man være endnu mere træt dagen efter, og udfordringerne vil virke uoverskuelige på grund af manglende overskud. Snart skal der mere og mere alkohol til, før man føler, at det virker, og det kan munde ud i et decideret alkoholmisbrug. Hvis man kan nikke genkendende til dette, bør man stoppe det straks. Og kan man ikke stoppe det selv, skal man straks gå i alkoholbehandling!

Man kan også udnytte, at fysisk og psykisk velvære hænger sammen. Selv om det virker ligegyldigt og uoverskueligt, når man er psykisk nede, kan en gåtur gøre underværker. Selvfølgelig kan man ikke kurere depression eller afhængighed med grøntsager og frisk luft, men man kan gøre meget selv, for at få det bedre. Og supplerer man den professionelle behandling med sunde vaner og interesser, hjælper man det psykiske velvære godt på vej.

Hvad giver din hjerne ro?

Tænk over hvad der giver dig ro i hovedet. For nogen virker en løbetur som ren terapi, andre hader det. Måske orker du ikke at læse en bog, men det kan være, du kan fordybe dig i en lydbog, og tænke på noget andet for en tid. Det kan også være håndarbejde, havearbejde eller en fisketur. Egentlig er det lige meget, hvad det er; det vigtige er, at du får din hjerne til at slappe af, og at du prioriterer tid til det.